En ny faglig konflikt omkring en overenskomst verserer for tiden i medierne. LO har igen trykket på repeterknappen. Vi fristes til at sige: ”Same conflict as last year James”. En gruppe lønmodtagere er blevet enige om at tilslutte sig en fagforening uden for LO, i dette tilfælde Kristelig Fagbevægelse. De har, sammen med arbejdere og ledelse på Nørrebro Bryghus lavet en overenskomst. Men den går ikke, for det accepterer 3F ikke. Der er nok ikke mange tilfredse lønmodtagere tilbage i 3F, så måske bunder det hele i ren og skær misundelse. Det er vistnok det, de kalder solidaritet.
I Danmarks Frie Fagforening kender vi alt for god til dette rænkespil. I 1984 indgik vi vores første overenskomst med natrestaurant La Cabana i Herning, da hele personalet (ca. 40) blev medlemmer hos os. Det skabte et voldsomt røre og satte byen og landet på den anden ende. Efter flere års blokader mod virksomheden og vores overenskomst, valgte indehaveren at sælge restauranten og flytte til Spanien.
I 1992 indgik vi overenskomst med Danmarks største private slagteri, Nygårds slagteri ved Varde.
Selv om NFF ikke havde et eneste medlem på virksomheden, blokerede de et hypermoderne slagteri til lukning. Hele produktionen blev herefter flyttet til forarbejdning i Tyskland.
Efter disse to eksempler gjorde vi hvad vi kunne for at råbe lovgiverne på Christiansborg op, med henvisning til det urimelige i, at man kunne blokere en virksomhed til lukning på et område, hvor der var ordnede overenskomstmæssige forhold, tilfredse ansatte, og hvor den fagforening der blokerede ikke havde et eneste medlem.
Vores initiativer så ud til at blive hørt da Folketinget i hele to samlinger har behandlet lovforslaget: Forslag til folketingsbeslutning om begrænsning af faglige organisationers konflikter over for virksomheder med overenskomst. Da de partier der nu var kommet med forslaget, nu selv var ved roret, var vi naturligvis optimistiske med hensyn til vedtagelsen; men ak! Som så mange gange før svigte de frihedsidealerne og lyttede i stedet til klagesangen hos LO med tilhørende arbejdsgiverforeninger.
Netop som vi havde indledt forhandlinger med et større jysk firma med henblik på overenskomst, toner Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen frem på landets TV skærmene og meddeler, at forslaget er taget af bordet.
Da vi i DFF ikke endnu engang ønsker at lukke firmaer, grundet manglende lovgivning; meddelte vi firmaet, at vi med vores overenskomst ikke kunne sikre dem mod blokader fra andre fagforeninger. Derfor stoppede vi.
Siden har vi i DFF ikke løbet ret stærkt for at indgå nye overenskomster, selv om vi har haft mange henvendelser herom.
Politiker har ganske enkelt undladt at gøre det arbejde, som vi kunne forvente af dem, derfor er konflikten og problemstillingen omkring Nørrebro Bryghus, endnu en bekræftelse på det vi har set så mange gange før. ”Same conflict as last year James”. Nu må vi så håbe , at de nye udmeldinger fra politikerne om at gøre noget ikke igen er slag i luften.